Kontante ind- og udbetalinger

Dragsholm Sparekasse ønsker at servicere og rådgive vores kunder optimalt og på den baggrund vil vi gerne informere dig om de overvejelser du bør gøre dig, inden du anmoder om udbetaling af store kontantbeløb.
Dragsholm Sparekasse fraråder udbetaling af store beløb i kontanter og anbefaler at man benytter sig af elektroniske overførsler og betalingsmetoder.

Bestilling af kontanter

Du kan altid få udbetalt op til kr. 15.000,- i Sparekassens pengeautomater.

Hvis du ønsker udbetaling af et kontantbeløb udover det, der kan hæves i vores pengeautomater, skal du kontakte din afdeling og lave en aftale med en medarbejder.

Du skal forvente en ekspeditionstid på 10 arbejdsdage fra du afgiver din bestilling, til pengene er klar til udlevering.

Der er stor sikkerhedsrisiko ved opbevaring af kontanter

Når du hæver et stort kontantbeløb, påfører du dig en risiko i forbindelse med transport/udlevering af pengene, ligesom du skal forholde dig til risikoen for indbrud og hjemmerøveri, hvis de forkerte får kendskab til at du opbevarer kontanter i dit hjem.

Forsikringsdækning

Vi skal gøre opmærksom på, at Sparekassens kundebokse ikke er egnede til opbevaring af kontanter, da Sparekassen ikke stiller forsikringsdækning til rådighed for indholdet.

Du skal derfor sørge for at indholdet i din kundeboks er dækket af din egen forsikring.

Hvis du opbevarer kontanter i dit hjem og bliver udsat for indbrud er det ikke sikkert du er dækket via din forsikring.

Du skal være opmærksom på, at der ofte er en forsikringsmæssig begrænsning på tyveri af kontanter på typisk kr. 35.000,-.

Hvad betyder hvidvaskloven for dig?

Dragsholm Sparekasse er forpligtet til at undersøge hvorfor du har ønske om udbetaling eller indbetaling af et større beløb i kontanter. Vi vil derfor altid stille dig uddybende spørgsmål i forbindelse med ekspeditionen.

Ved ind- og udbetalinger af kontanter i Sparekassens afdelinger vil du skulle udfylde og underskrive blanketten ” Kundeskema til brug ved kontante ind- og udbetalinger”.

Dragsholm Sparekasse er forpligtet til at indberette store kontantbeløb til SØIK (hvidvasksekretariatet), hvis vi ikke kender formålet med kontanthævninger/indbetalinger eller vi ikke kan afkræfte mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering.

Når du vælger at få udbetalt et stort kontantbeløb kan det være vanskeligt at få indsat kontanterne på din konto på et senere tidspunkt. Det vil ikke være nok at fremvise din kvittering fra du fik kontantbeløbet udbetalt. De øgede krav som lovgivningen stiller til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering betyder, at du skal dokumentere hvor pengene stammer fra og det kan være kompliceret.

Negativ rente på indlånskonti

Dragsholm Sparekasse anbefaler vores kunder at tage en snak med sin rådgiver inden man vælger at hæve kontanter for at undgå betaling af negativ rente.

Såfremt du skal øge din forsikringsdækning, er det måske en dyrere løsning end at betale negativ rente for sikker opbevaring af dine kontanter i Sparekassen. Hvis vi igen får et rentemiljø med positiv rente på indlånskonti, kan det blive vanskeligt for dig at få dine penge retur til din konto.

Der er flere muligheder for at undgå negativ rente f.eks. via investeringsløsninger.

Du er altid velkommen til at kontakte os.