Per Andersen

Bedste råd: Vær likvid – det giver ro i maven

Egentligt var det ikke Per Andersens plan at blive selvstændig, da han i 2011 sagde sit job som køletekniker op. Men en badmintonmakker blev ved at pushe og satte i løbet af et par dage et møde op med et par investorer.
- Jeg var stadig ikke tændt på ideen, da jeg kørte til mødet, men der kunne jo ikke ske noget ved at tage en snak med dem. Da jeg kørte hjem, havde vi besluttet et navn – Holbæk Køl A/S – og et par uger senere var jeg i gang hjemme fra bopælen i Hørve, husker Per Andersen.

Købte Kalundborg-firma med stor kundebase
Ideen viste sig at være holdbar. Allerede små to år senere købte han og partnerne Holbæk Køleteknik med værksted på Søndergade i Hørve. Og året efter – i 2014 – begyndte Per at kigge mod Kalundborg, hvor der er masser af kunder for en køletekniker. Han forhandlede i flere omgange om at overtage Kalundborg Køleteknik, men ikke før 2019 viste der sig en reel mulighed.

- På det tidspunkt var landet lammet af corona, så jeg havde egentligt trukket følehornene til mig. Men min bestyrelsesformand og medejer fandt det værd at forfølge muligheden. Det viste sig, at Kalundborg Køleteknik havde en fuld ordrebog, men ingen medarbejdere. I mellemtiden havde jeg afdraget det lån, jeg optog for at købe Holbæk Køleteknik. Så efter samråd med min rådgiver i Dragsholm Sparekasse og med formanden tog jeg springet og købte firmaet, fortæller Per.

 


Lejemålet på Rørvangsvej i Holbæk omfatter 480 kvm. bygninger. Per Andersen er i gang med at forhandle overtagelse af ejendommen.

 

Fra mundtlige til skriftlige aftaler
Kort efter, i 2020, samlede han de to forretninger i Hørve og Kalundborg på en ny adresse i Rørvangsvej i Holbæk, en optimal placering i forhold til kunder og infrastruktur. Firmaet havde på det tidspunkt en meget solid kundebase i Nordvestsjælland, men også kunder og medarbejdere på det øvrige Sjælland og Lolland-Falster.

- Vi er lykkedes med at fastholde stort set alle kunder i Kalundborg samtidig med, at vi har fået mange af vores mange serviceaftaler gjort skriftlige i stedet for mundtlige. Køleteknik handler i høj grad om service, hvor vi udfører de lovpligtige eftersyn af kundernes anlæg. Vi er ISO 9001:2015 certificerede, så kunderne ved, at de får kvalitet med os.

Digitalisering har erstattet papir
Styringen af virksomhed og opgaver er digitaliseret til at være en velsmurt maskine. Alle montører har en app på telefonen, hvor de kan se opgaver, få rutevejledning, registrere tidsforbrug, lægge fotos ind osv. Og hjemme på kontoret kan Per og hans overmontør følge, hvor i landet hver bil befinder sig, så nærmeste montør kan dirigeres videre, hvis der opstår en akut opgave.

Al kommunikation med kunderne foregår via samme løsning, så alt vedrørende en opgave er samlet ét sted og nemt kan dokumenteres.


Digitalisering giver et smidigt og overskueligt arbejdsflow lige fra tilbudsgivning til fakturering.

Samme løn til alle
Kunderne er industri, SMV’er, detailhandel, supermarkeder, landbrug og hvem, der ellers bruger køl – fx Hjem Is, hvor Holbæk Køl servicerer fire depoter og op mod 100 is-biler.

Af de 12 medarbejdere er tre lærlinge. Per tilstræber hele tiden at have tre-fire lærlinge, så rekrutteringen til faget sikres. Næste lærling bliver i øvrigt hans egen søn. Der gøres også meget for at fastholde medarbejderne ved at have en arbejdsplads mest mulig attraktiv. Blandt andet er timelønnen den samme, uanset om du er montør eller kontorassistent, så alle er en ligeværdig del af teamet.

Godt med en lokal sparekasse
Holbæk Køl er kunde hos Dragsholm Sparekasse af flere årsager, forklarer Per.

- Først og fremmest er Sparekassen lokal. Det er altafgørende for mig. Vi tjener vores penge lokalt, og vi bruger dem lokalt. Alt, hvad vi skal bruge, køber vi lokalt, hvis det er muligt. Det gælder også bankydelser. Og så synes jeg også, at det er rigtig hyggeligt, at jeg møder medarbejdere fra Sparekassen ude i lokalområdet, når jeg spiller badminton eller er på indkøb.

- Jeg er rigtig glad for at være kunde i Sparekassen. De er tilgængelige og til at forstå. Jeg har ikke meget forstand på økonomi, så jeg læner mig op ad folk, jeg stoler på. Hvis min rådgiver siger, at vi skal gøre sådan, så gør vi det sådan. Lige nu forhandler jeg om at overtage bygningerne, som jeg ellers har lejet. Det har jeg en god dialog med min rådgiver om.

- Det bedste råd, han har givet mig? At jeg skal sørge for at være likvid; det giver ro i maven. Det har han helt ret i, siger Per med et smil.


Holbæk Køl A/S er aktiv i denne grønne omstilling og anbefaler kunderne at skifte til et miljøvenligt kølemiddel som det, Per Andersen har i denne flaske. Men han erkender, at det også er dyrt at være grøn, især for de mindre virksomheder. Derfor får de ofte også en pris på det mere miljøbelastende kølemiddel HFC.




https://4300cool.dk/