Information om MitID

NemID har været vores nøgle til det digitale Danmark, og nu bliver det udskiftet med en helt ny løsning: MitID.

MitID erstatter NemID

Digitale løsninger bliver erstattet af nye over tid. Det gør de, fordi de skal være sikre og kunne følge med udviklingen, ligesom vi kender det fra vores mobiltelefon og computer.

Derfor bliver NemID til MitID: Din kommende digitale identitet, som du skal bruge, når du logger ind, godkender handlinger eller har brug for at skrive under digitalt. MitID er lige så vigtigt som dit pas. Og du må aldrig dele det med andre.

Sådan får du MitID

Du får MitID ved at gå igennem en flertrinet selvbetjeningsproces i net- og mobilbanken. Du skal dog ikke selv foretage dig noget. Når det er din tur til at få MitID, vil du blive mødt af en besked, når du logger ind i net- og mobilbanken. Der kan dog godt gå et godt stykke tid, før du bliver udtaget, da der er mange, der skal have MitID.

Bag MitID

Det er et unikt partnerskab, der står bag udviklingen og driften af MitID, nemlig de danske pengeinstitutter og Digitaliseringsstyrelsen. Det betyder, at det er nemt for dig at bruge MitID, uanset om du skal logge på din netbank, på borger.dk eller handle på nettet.

Spørgsmål og svar

Nedenfor har vi samlet spørgsmål og svar i de 3 nedenstående overskrifter: 

  • Før du får Mit ID

  • Når du skal have MitID

  • Øvrige spørgsmål til MitID

Odsherred

Her kan du få hjælp:

  • I Asnæs: Ældresagens MitID cafe i Aksen, hver torsdag fra 10 – 12

  • I Nykøbing: Aktivitetscenteret på Biblioteket, hver fredag fra 10 -12

  • Bestil tid i borgerservice. Klik her

Kalundborg

Her kan du få hjælp:

MitID support

Kontakt MitID supporten

Telefon: 33 98 00 10

Mail: support@mitid.dk

Åbningstider

Mandag til fredag: kl. 8:00-20:00
Lørdag, søndag og helligdage: kl. 10:00-16:00


Før du får MitID

Hvad er MitID?
MitID er næste generation NemID. Det er det ID, du skal bruge, når du skal bevise, hvem du er, når du for eksempel logger på din netbank, tjekker din årsopgørelse eller skal underskrive dokumenter digitalt. Du kan bruge MitID til alt det, som du plejer at bruge NemID til.

MitID indfases over en længere periode, og imens fungerer både NemID og MitID sideløbende.

Derfor er det vigtigt, at du beholder dit NemID, også efter du har fået MitID.

Hvad kan jeg bruge MitID til?

Du kan bruge MitID til alt det, som du plejer at bruge NemID til, for eksempel at logge på netbank, læse digital post fra det offentlige eller handle på nettet.

Hvornår kommer MitID?

Overgangen til MitID er i gang og vil fortsætte indtil sommeren 2022, hvor NemID vil blive udfaset.

Når det er din tur til at få MitID, vil du blive mødt af en besked, når du logger ind i net- og mobilbanken. Du skal dog være opmærksom på, at vi er mange, der skal have MitID. Derfor kan der godt gå noget tid, før det bliver din tur. Måske bliver det først et godt stykke inde i 2022.

Hvorfor erstattes NemID?

NemID er en sikker løsning i dag, men MitID er et mere tidssvarende ID, der gør os klar til fremtidens digitale muligheder og udfordringer.

Du kan bruge MitID til alt det, du tidligere har brugt NemID til, for eksempel at logge på netbank, læse digital post fra det offentlige eller handle på nettet.

Kan jeg fortsætte med at bruge NemID? Og med at bruge nøglekortet/papkortet?

Nej, for på sigt bliver NemID helt erstattet af MitID. Når NemID lukker i løbet af 2022, vil du ikke længere kunne bruge det fysiske nøglekort eller NemID nøgleapp.

Indtil videre er det vigtigt, at du beholder NemID, for du skal stadig bruge det i nogle sammenhænge. Du får besked, når du ikke længere skal have NemID – enten af sparekassen eller af Digitaliseringsstyrelsen.

Hvad kan jeg gøre nu for at forberede mig?

Du vil blive mødt af en besked i net- og mobilbanken, når det er din tur til at få MitID. Du kan med fordel forberede dig, så overgangen bliver så nem som muligt. Du kan:

  • Finde på et bruger-ID, som er dét, du skal taste, hver gang du skal bruge MitID. Det er vigtigt, at du vælger et bruger-ID, som er nemt for dig at huske, men svært for andre at gætte. Dit bruger-ID skal bestå af 5-48 tegn og bør være en kombination af bogstaver, tal og specialtegn. Der er ikke forskel på store og små bogstaver. Du må ikke bruge dit CPR-nummer som bruger-ID. Det skyldes, at det er for let at tilegne sig for svindlere, og det kan sætte nogle brugere i en sårbar situation. Derfor er det ikke muligt at vælge en CPR-lignende talkombination. Er dit bruger-ID i NemID ikke dit CPR-nummer eller et CPR-lignende nummer (det vil sige 10 tal), så er det automatisk reserveret til dig i MitID. Du har altid mulighed for at ændre dit bruger-ID på MitID.dk

  • Beslutte, om du ønsker MitID app, MitID kodeviser eller MitID kodeoplæser.

Begge dele skal du indtaste og/eller vælge, når du skal igennem processen med at få MitID.

Hvad gør man for personer med særlige behov (for eksempel ældre eller personer med handicap)?

Alle, der bruger NemID i dag, skal kunne bruge MitID. Derfor er der forskellige måder at bruge MitID på:

  • Langt de fleste vil have glæde af MitID app'en. Den er et oplagt valg, hvis du i dag bruger NemID nøgleapp. MitID app'en kan fungere på hovedparten af alle nyere smartphones (se mere under spørgsmålet Hvilke krav er der til min smartphone/tablet, hvis jeg skal bruge MitID app?). Hvis du ikke bruger NemID nøgleapp i dag, men ønsker at bruge MitID app, kan du sagtens det.
  • Du kan få en MitID kodeviser. MitID kodeviser er en lille elektronisk enhed, der viser en engangskode, som du indtaster, når du skal bruge MitID. Den minder om NemID nøgleviser, som du måske kender.
  • Hvis du har et synshandicap, kan du i dag vælge mellem to løsninger med NemID: Et nøglekort med stor skrift eller Voice Response-løsningen, hvor du bliver ringet op på din telefon og får læst nøglen op. Med MitID kan du i stedet bruge MitID kodeoplæser. MitID kodeoplæser har en stor skærm, hvor koden vises. Den kan også læse koden højt. Du kan tilslutte høretelefoner, så andre ikke kan høre med. Du behøver ikke bevise, at du har et synshandicap for at få en MitID kodeoplæser.
  • Hvis du for eksempel i forbindelse med dit arbejde har med særligt følsomme oplysninger at gøre eller har behov for at anvende MitID mange gange i løbet af en dag, kan du tilkøbe en MitID chip. Chippen kobles til computeren, enten kontaktløst (NFC) eller via USB. Du godkender ved at trykke på en knap på chippen. Chippen kan først tilkøbes efter, at du har taget MitID i brug på anden vis, for eksempel MitID app.
Er det besværligt at få MitID?

Du skal igennem en række trin for at få MitID, så du bliver knyttet korrekt til din digitale identitet. På den måde sikrer vi, at andre ikke kan give sig ud for at være dig på nettet. Når du skal have MitID, kan du med fordel følge disse gode råd:

  • Det er vigtigt, at du sætter god tid af til at få MitID.
  • Du kan finde gode råd og guides på MitID.dk eller i din lokale Borgerservice
  • Det kan være en hjælp, hvis du på forhånd har valgt dit bruger-ID og taget stilling til, om du ønsker MitID app, -kodeviser eller -kodeoplæser.
  • Henvend dig til sparekassen eller MitID support, hvis du har brug for hjælp til at få eller bruge MitID.
Hvad hvis jeg ikke har NemID? Og er det et krav, at jeg skal have MitID?

Det er ikke et krav, at du skal have MitID, ligesom NemID heller ikke er obligatorisk - Men NemID bliver på sigt lukket ned.

Det betyder, at hvis du har NemID i dag og gerne vil fortsætte med at betjene dig selv på nettet, så skal du have MitID. Hvis du har brug for hjælp til at få MitID, kan du altid kontakte din rådgiver i sparekassen. Du kan også få hjælp på 
MitID.dk eller via MitID support

Hvornår er det min tur til at få MitID?

Alle vil få MitID i løbet af 2022. Du vil blive mødt af en besked i din net- og mobilbank, når det er din tur til at få MitID. Beskeden får du, når du logger ind i din net- og mobilbank – og ingen andre steder.

Når du skal have MitID

Hvilke krav er der til mit bruger-ID?

Et bruger-ID skal opfylde følgende kriterier for at blive godkendt:

  • Det skal indeholde 5–48 tegn.
  • Det må kun indeholde disse tegn (det samme tegn må gerne forekomme flere gange): abcdefghijklmnopqrstuvwxyzæøå0123456789{}!#$^,*()_+-=:;?.@ og mellemrum.
  • Det må ikke være det samme som dit CPR-nummer eller bestå af 10 tal.
  • Det må ikke starte eller slutte med mellemrum.
  • Det må ikke være optaget af en anden MitID bruger.
  • Husk, at dit bruger-ID ikke er det samme som din adgangskode.

Hvordan bruger jeg MitID?

Der er forskellige måder at bruge MitID på. Man kan bruge MitID app med et swipe eller få sine koder via MitID kodeviser eller MitID kodeoplæser. Disse muligheder er gratis at få og bruge.

  • MitID app: MitID er først og fremmest en app til smartphone eller tablet. Med MitID app kan man logge på Netbank, læse digital post fra det offentlige eller handle på nettet.
  • MitID kodeviser: MitID kodeviser er et alternativ til dem, der ikke har mulighed for at bruge MitID app. MitID kodeviser er en lille elektronisk enhed, der viser en engangskode, som du indtaster, når du skal bruge MitID. Den minder om NemID nøgleviser, som du måske kender.
  • MitID kodeoplæser: MitID kodeoplæser er et alternativ til dem, der ser dårligt eller har et synshandicap. MitID kodeoplæser har en stor skærm, hvor koden vises - eller den kan læse koden højt. Høretelefoner kan tilsluttes, så ingen andre kan høre med.
  • MitID chip: Hvis du for eksempel i forbindelse med dit arbejde har behov for en ekstra sikkerhed eller for at anvende MitID mange gange i løbet af en dag, kan du tilkøbe en MitID chip. Chippen kobles til computeren, enten kontaktløst (NFC) eller via USB. Du godkender ved at trykke på en knap på chippen. Chippen kan først tilkøbes efter, at du har taget MitID i brug på anden vis, for eksempel MitID app.
Hvilke krav er der til min smartphone eller tablet, hvis jeg skal bruge MitID app?

Den korte version er, at du kan få MitID app på de fleste Android telefoner eller på iPhone 5S og nyere (skal være opdateret til mindst iOS 12).

Det centrale er, at du skal have et operativsystem og en internetbrowser, som understøtter brug af MitID og MitID app.

MitID app'en kan fungere på hovedparten af alle smartphones. Det er versionen af styresystemet på din smartphone, der afgør, om MitID app'en kan fungere. MitID app'en fungerer på de styresystemer, som minimum 2 % af danskerne bruger. Det skyldes, at det er nødvendigt at sikre sammenhæng til for eksempel sikkerhedsopdateringer og anden funktionalitet.

Pr. 1. juni 2021 er følgende kombinationer understøttet på mobiltelefon og tablet:

  • Apple iOS 12, 13 og 14 med seneste udgave af Mobile Safari, Google Chrome eller in-app (SFSafari View Controller) internetbrowser.
  • Google Android 7, 8, 9, 10 og 11 med seneste udgave af Google Chrome, in-app (Custom tabs) eller Samsung Browser 14 internetbrowser.

Anvender du et operativsystem eller en internetbrowser, som ikke understøtter brug af MitID, kan vi ikke garantere, at MitID fungerer.

Bemærk, at MitID app kun kan installeres på enheder, hvor sikkerheden kan garanteres. Hvis du har ændret i sikkerhedsindstillinger (hvis du for eksempel har jailbreaket eller rooted din mobiltelefon), eller hvis du benytter en betaversion af iOS eller Android, kan du ikke installere MitID app.

Kan app'en hentes på Huawei telefoner?

Kun hvis app'en hentes fra Google Play eller Apple Appstore. AppGallery understøttes ikke i øjeblikket.


Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har en smartphone, eller hvis jeg ikke ønsker at benytte app’en?

Der er følgende alternativer til app'en:

  • MitID kodeviser: MitID kodeviser er en lille elektronisk enhed, der viser en engangskode, som du indtaster, når du skal bruge MitID. Den minder om NemID nøgleviser.

  • MitID kodeoplæser: MitID kodeoplæser er et alternativ til dem, der har et synshandicap. MitID kodeoplæser har en stor skærm, hvor koden vises. Den kan også læse koden højt. Du kan tilslutte høretelefoner, så ingen andre kan høre med.

  • MitID chip: Hvis du har adgang til særligt følsomme oplysninger eller har behov for at anvende MitID mange gange i løbet af en dag, kan du tilkøbe en MitID chip. Chippen kobles til computeren, enten kontaktløst (NFC) eller via USB. Du godkender ved at trykke på en knap på chippen. Chippen kan først tilkøbes, efter at du har taget MitID i brug på anden vis, for eksempel MitID app.
Hvordan får jeg MitID kodeviser eller MitID kodelæser?

Når du skal have MitID, skal du igennem en række trin. Her kan du blandt andet vælge, om du ønsker at få en MitID kodeviser eller MitID kodeoplæser, som du kan få tilsendt med posten. Når du har modtaget din MitID kodeviser eller MitID kodeoplæser, skal den aktiveres, så den tilknyttes dig. Det får du mere at vide om, når du modtager kodeviseren eller kodeoplæseren. Både MitID kodeviser og MitID kodeoplæser er gratis. Du behøver ikke bevise, at du har et synshandicap for at få MitID kodeoplæser.

Hvor meget koster MitID chippen?
MitID chippen har en brugerbetaling på 143,75 kr. og vil kunne bestilles på MitID.dk
Kan man være flere personer om den samme MitID app?

Hvis I er flere personer i samme husstand, som for eksempel benytter den samme tablet, kan I bruge den samme MitID app, men med hver jeres bruger-ID, da man kun må bruge sin egen MitID identitet.

Hvis I bruger den samme app, kan I derfor ikke bruge ansigtsgenkendelse eller fingeraftryk til at åbne MitID app'en med. Så skal I bruge jeres personlige MitID app PIN-kode i stedet.

Hvornår afsluttes overgangen fra NemID til MitID?

Efter planen vil de første brugere få MitID fra oktober 2021, og flytningen af over 5 mio. danskere fra NemID til MitID fortsætter ind i 2022.

Flytningen afvikles med fokus på en god brugeroplevelse og vil derfor blive afviklet i et tempo, der tager hensyn til kapaciteten i forhold til registrering og support hos borgerservice og sparekassen.

Overgangen til MitID vil være afsluttet senest 30. juni 2022.

Øvrige spørgsmål

Skal jeg have MitID, hvis jeg bor i udlandet? Hvordan gør jeg?
Ja, hvis du har NemID i dag, skal du have MitID på MitID.dk. Som NemID bruger modtager du et brev i Digital Post fra Digitaliseringsstyrelsen og MitID partnerskabet, der fortæller, hvad lige præcis du skal gøre for at få MitID. Indtil da skal du ikke gøre noget.
Hvad gør jeg, hvis jeg har et udenlandsk telefonnummer?
MitID vil understøtte udenlandske mobilnumre.
Vil MitID være anerkendt som europæisk eID?
Ja, MitID vil også være anerkendt som europæisk eID.
Skal jeg bruge MitID, hvis jeg har en virksomhed?
Hvis du i dag bruger dit private NemID, når du skal benytte digitale services i forbindelse med din virksomhed, kan du fremover også bruge MitID i erhvervsmæssig sammenhæng. Det gælder for eksempel, hvis du er virksomhedsejer eller har fuld tegningsret i en virksomhed. Det er den løsning, der i dag hedder NemID privat til erhverv – og som bliver til MitID privat til erhverv.

Du kan automatisk bruge MitID i erhvervsmæssig sammenhæng, så snart du som privatperson har fået MitID, og du skal altså ikke foretage dig yderligere.

Øvrige virksomheder og foreninger får ny erhvervsløsning i 2022
Har man medarbejdere i sin virksomhed eller medlemmer i en forening, der skal kunne agere digitalt på vegne af virksomheden/foreningen, kan de også i fremtiden bruge deres private MitID. Det sker via den nye erhvervsløsning MitID Erhverv, der erstatter NemID medarbejdersignatur. MitID Erhverv lanceres i 2022.
Skal jeg bruge MitID, hvis jeg repræsenterer en forening?
Hvis du i dag bruger dit private NemID, når du skal benytte digitale services i forbindelse med din virksomhed, kan du fremover også bruge MitID i erhvervsmæssig sammenhæng. Det gælder for eksempel, hvis du er virksomhedsejer eller har fuld tegningsret i en virksomhed. Det er den løsning, der i dag hedder NemID privat til erhverv – og som bliver til MitID privat til erhverv.

Du kan automatisk bruge MitID i erhvervsmæssig sammenhæng, så snart du som privatperson har fået MitID, og du skal altså ikke foretage dig yderligere.

Øvrige virksomheder og foreninger får ny erhvervsløsning i 2022
Har man medarbejdere i sin virksomhed eller medlemmer i en forening, der skal kunne agere digitalt på vegne af virksomheden/foreningen, kan de også i fremtiden bruge deres private MitID. Det sker via den nye erhvervsløsning MitID Erhverv, der erstatter NemID medarbejdersignatur. MitID Erhverv lanceres i 2022.

Pas godt på MitID

MitID er lige så vigtigt som dit pas. Og du må aldrig dele det med andre. Her får du fem huskeregler, som er gode at huske på i forhold til MitID.

De 5 vigtige huskeregler

  • Vis aldrig dine koder til andre
  • Udlever aldrig din MitID app, -kodeviser eller -kodeoplæser til andre
  • Del aldrig dit bruger-ID med andre – undtagen med supporten, hvis du selv kontakter den
  • Godkend aldrig noget med MitD på baggrund af for eksempel et opkald, e-mail eller besøg fra nogen, som udgiver sig for at være fra dit pengeinstitut, fra supporten eller noget helt tredje. Du vil aldrig blive kontaktet på den måde
  • Læs altid, hvad du er ved at godkende med MitID. Hvis teksten ikke svarer til det, som du ønsker at gøre, eller hvis du ikke selv har igangsat handlingen, skal du lade være med at godkende.