Få mest ud af dine penge til Black Friday

Black Friday er en fin mulighed for at gøre en god handel og spare penge. Her er nogle tips til, hvordan du får mest ud af dine penge – og hvad du skal passe på.

Kend varens normale prisniveau
Det er altid en god idé at forholde dig lidt kritisk til de rabatter, butikkerne skilter med. Prøv at tjekke, hvad varen normalt koster. Nogle butikker og webshops sætter prisen op før Black Friday. På den måde ser besparelsen på Black Friday ekstra stor ud.

Læg en plan for, hvad du vil købe
Vil du undgå at købe varer, du ikke har brug for, så læg en plan for, hvad du vil købe til Black Friday. Hvis du holder dig til planen, ryger du ikke ud i overflødige impulskøb.

Husk dine lokale butikker
De fysiske butikker har også brug for din støtte. Tænk over, om det er bedre at købe varen i den lokale butik. Her får du personlig rådgivning, og du kan prøve eller røre ved varen. Måske betyder det, at du senere undgår at skulle returnere den, fordi den ikke svarer til dine forventninger.

Pas på falske webshops
Mange danskere snydes hvert år af fup-butikker på nettet. Risikoen stiger især op mod Black Friday og jul.

Ser du gode tilbud i SMS’er, mails eller på nettet, så vær opmærksom på, om web-adressen ser rigtig ud – om adressen hedder det rigtige. Nogle svindlere kalder nemlig deres hjemmeside det samme som originalen. De har bare skiftet .dk-endelsen ud. Er du i tvivl, kan du – i stedet for at følge et link – selv gå ind på webshoppens hovedside og derfra finde den samme vare.

Tjek Trustpilot og e-mærke
Kender du ikke webshoppen, kan du slå den op på Trustpilot og se, hvordan andre kunder har oplevet den. Her vil det ofte fremgå, hvis andre er blevet snydt.

Nogle netbutikker har også valgt at signalere deres troværdighed ved at få e-mærket. Det er altid et godt tegn, hvis du kan slå en webshop op på www.emaerket.dk/webshops

Hvis du kan, er det en god idé at holde dig til danske webshops. Køber du en vare i en udenlandsk webshop, kan du risikere, at der kommer told oveni prisen.

Undgå bankoverførsel
Når du betaler i webshoppen, skal du ikke bruge bankoverførsel. Brug i stedet dit betalingskort eller MobilePay. Så kan vi bedre hjælpe dig med at få beløbet retur, hvis noget går galt med handlen – fx hvis du aldrig modtager varen.

Fragt opkræves samtidig
Når du har betalt for din vare online, bliver du ikke opkrævet flere penge. Du betaler altid for fragt sammen med dit køb af varen. Får du en SMS eller mail, der ser ud til at komme fra et fragtfirma, og der står, at du mangler at betale fragt og eventuelt skal følge et link til betaling, er det en falsk besked – slet den.

Se her, hvad Forbrugerombudsmanden skriver om Black Friday og tilbudspriser.