Underdirektør Ole Jensen 60 år
En stærk lokal tilknytning gør os attraktiv som sparekasse
Underdirektør Ole Jensen, Dragsholm Sparekasse, fylder 60 år – reception blev afholdt onsdag den 28. juni.
Da Ole Jensen for otte år siden blev ansat som underdirektør i Dragsholm Sparekasse, var en af opgaverne at opbygge en erhvervsafdeling. Det er lykkedes i en sådan grad, at erhvervskunderne i dag udgør en meget pæn del af den samlede portefølje. Og det stopper ikke der, mener han.- Analyser udført af eksterne aktører viser, at virksomheder i vores område, som overvejer at skifte bank, har Dragsholm Sparekasse som nummer 1. Det kan have flere årsager, men det betyder meget, at vi er samme sted som kunderne og kan træffe hurtige beslutninger. Vi skal ikke have et fjerntliggende hovedkontor til at vurdere kunden først, siger Ole Jensen, som onsdag den 28. juni fylder 60 år.
Stor tilgang af erhvervskunder
Erhvervsafdelingen har nærmest fordoblet kundetallet fra år til år, men er ikke mæt endnu, fastslår Ole Jensen.- Vi kan sagtens fortsætte med at vokse, men vi skal gøre os fortjent til det og være et godt alternativ med nogle fornuftige priser. Vores helt store styrke er, at vi er tilgængelige. Alle erhvervskunder har direkte adgang til rådgiverne uden at skulle forbi en omstilling først. Det betyder nok også en del, at de fleste af os bor og er aktive i området, så kunderne også kender os fra andre sammenhænge.
Sport er den store interesse
Det gælder ikke mindst Ole Jensen selv. Han er født på Malergården i Plejerup, som hans far forpagtede, og siden vokset op i Asnæs med skolegang på Bobjergskolen og Odsherred Gymnasium inden bankkarrieren. Mange vil huske ham som en dygtig sportsmand, både på VHG-Dragsholms håndboldhold og på Asnæs Boldklubs førstehold, hvor han først var målfarlig angriber og siden blev omskolet til forsvarer. Efter tre gange at have brækket benet stoppede han med fodbold.Nu bruges energien på mountainbike – og så ser han en masse fodbold på alle niveauer. De to voksne sønner spiller i Ishøj og Valby, men Ole Jensen er også ofte på sidelinjen, når de lokale hold spiller. På dansk plan er FC København hans favoritter – og internationalt er det Liverpool. Et venskab med bysbarnet Christian Poulsen har ført ham på besøg i nogle af de klubber, som Poulsen har spillet i – Sevilla, Schalke 04 og Juventus.
- Mærkeligt nok nåede jeg ikke at besøge Christian, mens han spillede for Liverpool, så selvom jeg har været på et utal af fodboldrejser, mangler jeg stadig at besøge deres stadion på Anfield Road, siger Ole Jensen, som også har Madrid på sin ”mangelliste” over fodboldrejser.
Talrige vinrejser til Italien
Interessen for fodbold deler Ole Jensen med sin hustru, Helle Vestergaard. Men de fleste ferierejser siden 2000 er gået til Italien sammen med et vennepar for at smage god rødvin og købe hjem i større mængder fra lokale vingårde. Især området Valpolicella ved Gardasøen – med Amarone og Ripasso-vine – er ofte rejsemålet. Alt er godt planlagt, og gennem årene har de besøgt over 50 vingårde, heraf også nogle i Frankrig.Parret har også været med til at stifte en lokal ginklub: - Fordi vi blev trætte af gin, der smager af grannåle…
Næste år går ferierejsen dog til fjernere strøg. En sølvbryllupsrejse blev udsat af corona, men næste år skal det være: Ud og se orangutanger på Borneo og videre til Vietnam.
Odsherred er godt på vej
Om de lokale forhold i sparekassens markedsområde noterer Ole Jensen, at kunderne, både private og erhverv i Odsherred kom ret fornuftigt igennem corona-krisen. Håndværkere har igen god efterspørgsel fra sommerhusene, og det samme har detailhandelen, også fra de fastboende. For ham er de ømme punkter, om byerne er tiltrækkende nok.- Fyrtårne som Geoparken og Sommerland Sjælland er vigtige, så folk kan identificere Odsherred med mere end naturen. Også fødevarer er en kæmpe attraktion, der kan udvikles yderligere. Der sker allerede mange spændende ting i Anneberg Kulturpark på det felt, og der er også kommet nye uddannelser. Jeg glæder mig til at se campus i Asnæs udvikle sig og medvirke til lokal vækst. Vi som sparekasse har også en vigtig rolle i at hjælpe med at finansiere nogle af de mange nye projekter. Vi er heller ikke bange for at engagere os i de lidt skæve og utraditionelle lokale initiativer, fastslår Ole Jensen.
Dragsholm Sparekasse inviterer i anledning af Ole Jensens 60 års dag til reception onsdag den 28. juni kl. 13-16 i sparekassens lokaler på første sal i Asnæs Centret.